Bjerringbro-Silkeborg | Oplevelser i særklasse
Se online i browser
Foto: Ole Mørk, Midtjysk-Foto

Lars Møller stopper som assistenttræner i Bjerringbro-Silkeborg

Der skal findes en ny mand til trænerbænken i den midtjyske topklub Bjerringbro-Silkeborg, når Lars Møller til sommer takker af efter seks år som assisterende træner i klubben.

Lars Møller har været en del af trænerteamet i Bjerringbro-Silkeborg sammen med Peter Bredsdorff-Larsen siden 2014. Han har arbejdet som håndboldtræner i mere end 30 år, og han har været en stor del af arbejdet med talentudvikling i Bjerringbro-Silkeborg.

Sideløbende med sit job som assisterende træner i den midtjyske topklub har Lars Møller arbejdet i Dansk Håndbold Forbund, og det er dette job, der fremover får hans fulde opmærksomhed.

”Det sker efter grundig overvejelse og med en personlig vurdering af, at det var nødvendigt at tilpasse de samlede arbejdsopgaver, som jeg påtager mig i den kommende sæson. Nu fokuserer jeg på jobbet som udviklingskonsulent i DHF i det foreningsliv, som jeg elsker så højt,” siger Lars Møller.

Han håber og forventer, at der fortsat viser sig nye opgaver og udfordringer i regi af Dansk Håndbold Forbund på samme måde, som det har været tilfældet for ham i de sidste 20 år.

”Jeg har været stolt over at repræsentere Bjerringbro-Silkeborg, og beslutningen om at sige stop har bestemt ikke været let. Jeg kommer til at savne rigtig mange ting – lige fra min dagligdag med holdet til de ekstraordinære oplevelser, jeg har haft med kampe i både Danmark og i Europa,” siger Lars Møller.

”Ikke mindst kommer jeg til at savne det daglige samarbejde med Peter Bredsdorff-Larsen, der har vist mig helt nye standarder for, hvad det vil sige at arbejde passioneret omkring vores fælles kærlighed til håndbolden,” siger han.  

En særlig plads i hjertet

At arbejde for håndbolden i Bjerringbro og Silkeborg har været en stor fornøjelse for den rutinerede træner, og der er mange gode minder at trække frem:  

”Naturligvis vil DM-titlen altid stå klart i min erindring, men jeg vil i lige så høj grad huske de mange forskellige spillere og ledere, jeg har arbejdet sammen med, og som har været med til at give hverdagen mening. Bjerringbro-Silkeborg er for mig en fantastisk klub, der fortsat vil have en plads i mit hjerte. Jeg vil blive ved med at komme flittigt i hallen i Silkeborg og hilse på de mange kendte og hårdtarbejdende klubfolk og fans,” forsikrer Lars Møller.

I disse dage havde assistenttræneren håbet på, at han ville være i gang med hårdt arbejde sammen med holdet og teamet omkring for at lave en god sæsonafslutning, men coronakrisen har sat håndboldverdenen på pause.

”I en tid, hvor sporten uden tvivl er sekundær, er det svært at sige, hvordan min egen afsked med håndbolden i JYSK arena kommer til at foregå hen mod sommerferien. Sundhedskrisen vil i øvrigt ikke kunne ændre på, at jeg til sommer stopper som ligaassistent i Bjerringbro-Silkeborg med en stor tak for oplevelserne i de sidste seks år,” siger Lars Møller.

Et godt og venskabeligt samarbejde

Lars Møllers værdi for Bjerringbro-Silkeborg har været enorm ifølge cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, som har haft Lars Møller ved sin side i seks sæsoner.

”Det var en rigtig god nyhed for Bjerringbro-Silkeborg, da Lars Møller sagde ja til min opfordring til at blive min makker – og dermed også blive en nøgleperson i opbygningen af et nyt hold i Bjerringbro-Silkeborg,” siger Peter Bredsdorff-Larsen.

”På og udenfor banen og til både træning og kamp har Lars bidraget med kvalitet, indsigt, erfaring og et stort engagement. Personligt har jeg haft et fantastisk samarbejde med Lars. Et venskabeligt samarbejde, som altid har været baseret på godt humør, tillid, integritet, loyalitet og en fælles motivation for at udvikle den enkelte samtidig med, at holdet lykkes,” siger cheftræneren og fortsætter:

”Lars personificerer Bjerringbro-Silkeborgs stabilitet i toppen af dansk håndbold, og han har store aktier i, at Bjerringbro-Silkeborg de sidste fem sæsoner altid har kvalificeret sig til medaljekampene og hvert år også har repræsenteret dansk håndbold i et europæisk gruppespil.”

”Lars vil blive savnet i vores dagligdag og som makker, og han vil altid blive husket for sit kæmpe bidrag til, at Bjerringbro-Silkeborg vandt sit første danske mesterskab,” siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Stor faglighed og gode menneskelige egenskaber

Fra klubben og direktør Jesper Schou lyder også en stor tak for den store indsats og den faglige kompetence, som Lars Møller har bidraget med.

”Vi har gjort brug af Lars’ indsigt og viden omkring ungdomshåndbolden, og også her vil vi sige tak til Lars for en ekstraordinær stor indsats. Han har stor andel i, at vi er kommet så langt, som vi er på ungdomssiden,” siger Jesper Schou og tilføjer:

”Lars besidder udover en stor faglighed også rigtig gode menneskelige egenskaber, og det har spillerne og hele teamet omkring holdet nydt godt af.”

Vil du ikke modtage nyhedsmail? Klik her